Hvad er et bobestyrerbo?

Hvis et dødsbo af Skifteretten udlægges til behandling ved bobestyrer, kaldes det et bobestyrerbo. Det er herefter bobestyreren, som tager sig af det praktiske arbejde i relation til afviklingen af dødsboet.

Hvem kan være bobestyrer?

En bobestyrer kan dels være udpeget af Skifteretten og dels være en person, som afdøde selv har udpeget i sit testamente. Bobestyrere udpeget af Skifteretten er altid advokater med stor ekspertise inden for dødsboskifteret. En bobestyrer, som afdøde selv har valgt, behøver derimod ikke at være en advokat, men det vil ofte være tilfældet. Det kunne være en advokat, som afdøde tidligere har benyttet, eller som allerede har en stor indsigt i afdødes formueforhold, og som afdøde følgelig har tillid til. I tilfælde af at afdøde selv har truffet beslutning om, hvem der skal forestå skiftet, vil den pågældende person blive udpeget af Skifteretten som bobestyrer i det konkrete bo.

Hvornår skal et skifte ske ved bobestyrer?

Et skifte kan eller skal varetages af en bobestyrer i flere forskellige situationer. For det første kan afdøde som beskrevet have truffet bestemmelse herom i sit testamente. Herudover skal det ske, hvis en arving fremsætter anmodning herom, da det ikke er en betingelse, at alle arvingerne er enige om det. Behandling ved bobestyrer vil herudover særligt komme på tale i tilfælde, hvor enten dødsboet eller alle arvingene er insolvente, hvis arvingerne er umyndige, eller såfremt der er tvivl om eventuelle arvingers identitet. Tilsvarende hvis arvingerne har valgt at skifte privat, men ikke kan nå til enighed om dispositioner over boet eller fordelingen af arven, og en arving herefter fremsætter anmodning til Skifteretten om bobestyrerbehandling.

Hvad er bobestyrerens opgaver?

En bobestyrer påtager sig alle de praktiske opgaver i forbindelse med skifte af et dødsbo, herunder at indrykke præklusivt proklama i Statstidende, at administrere boets aktiver og betale boets gældsforpligtelser, at udarbejde åbningsstatus og boopgørelse samt sørge for at arven opgøres og fordeles korrekt mellem de arveberettigede.

Hvordan afgøres væsentligt spørgsmål?

Væsentlige beslutninger træffes af bobestyreren sammen med arvingerne. Skal der eksempelvis sælges aktiver fra boet, vil bobestyreren indkalde arvingerne til et bomøde, hvorpå forholdet diskuteres. På samme måde skal bobestyreren normalt sørge for, at der afholdes bomøde på en arvings anmodning. Hersker der uenighed mellem arvingerne, forestår bobestyreren en afstemning, hvor stemmerne fordeles forholdsmæssigt mellem arvingerne afhængig af størrelsen på deres arvelod. Bobestyreren skal herefter efterkomme afstemningens resultat, med mindre det er åbenbart uhensigtsmæssigt eller stridende mod en arvings eller andres rettigheder.

Kan man klage over en bobestyrer?

Er en arving utilfreds med bobestyrerens behandling, beslutninger eller effektivitet i arbejdet, er der mulighed for at klage til Skifteretten. En skriftlig klage skal sendes til Skifteretten eller direkte til bobestyreren inden for en frist på fire uger efter, at arvingen har fået kendskab til den pågældende beslutning. Herefter skal bobestyreren komme med en redegørelse for de af hans handlinger, som har givet anledning til klagen samt vurdere, om klagen skal medføre en ændring eller ophævelse af beslutningen. En arving kan ligeledes fremsætte anmodning om, at Skifteretten udpeger en ny autoriseret bobestyrer. En sådan anmodning vil kun i et fåtal af tilfælde blive efterkommet af Skifteretten, da der skal mere end blot mindre uenigheder mellem en arving og en bobestyrer til for at det anses for påkrævet, at der udpeges en ny.

Hæfter arvingerne for boets gæld?

Behandles et bo ved bobestyrer, hæfter arvingerne ikke for boets gæld. Viser boet sig at være insolvent, fortsætter bobestyreren sin behandling ud fra den forudsætning, at der nu er tale om et konkursbo. Herved adskiller et skifte ved en bobestyrer sig fra et privat skifte, hvor personlig hæftelse for boets gæld indtræder for arvingerne, når de begynder at disponere over boets aktiver

Hvad koster det?

Sker der behandling ved bobestyrer, skal man som arving påregne dels en større retsafgift end ved privat skifte og dels honorarbetaling til den person eller advokat, der som bobestyrer forestår arbejdet.